582x250\Umbrien.jpg

Italiens grønne hjerte er italienernes eget navn for den meget spændende region, Umbrien, som altid har stået lidt i skyggen af Toscana. Regionen står dog ikke tilbage for Toscana, når det handler om dramatisk naturskønhed, spændende kultur og historie. Det interessante ved Umbrien er, at priserne ligger under, hvad man finder på den anden side af grænsen i den mere kendte naboregion. Ganske vist er Umbrien en af de få italienske regioner der ikke har nogen kystlinie, men man har i Trasimenersøen Midtitaliens største sø med gode bademuligheder og rent vand. Umbrien er tyndt befolket uden for de få større byer, så det er ikke svært at finde steder med fred og ro, og næsten overalt er landskabet vidunderligt smukt.

En tur tilbage til Middelalderen

De umbriske byer er næsten alle meget gamle og yderst velbevarede. Dertil kommer at de fleste har et blomstrende kulturliv, som også kommer de besøgende tilgode. Regionshovedstaden Perugia har meget at byde på i form af pragtfulde gamle bygninger og kirker og en meget interessant malerisamling i byens rådhus. I Perugia findes et universitet for udlændinge, hvilket giver ekstra liv i gaderne, bl.a. på strøggaden Corso Vannucci. Hver sommer holdes der jazz-festival i byens teatre, parker og på hovedgaden. Om efteråret er der en chokolade-festival (”Euro-chocolate”).

Fester og pilgrimme

Assisi er fuld af mennesker året rundt, dels turister, dels pilgrimme der strømmer til den hellige Frans’ basilika fra hele verden. Den pragtfulde kirke er nu genåbnet efter restaureringen i forbindelse med et jordskælv i 1997. Todi er endnu en smuk umbrisk middelalderby. I nærheden ligger små byer som Bevagna og Montefalco og flere andre, som alle næsten træder lige ud af middelalderen. Bevagna holder ligefrem en uge hvert år i juni, hvor indbyggerne så at sige flytter tilbage til middelalderen. Spoleto er kendt for den store musik- og teaterfestival ”Festival dei Due Mondi” i juni/juli og desuden for den smukke bymidte. Gubbio i den nordlige del af Umbrien er en særpræget og atmosfærefyldt by. Endelig skal nævnes Orvieto i sydvest, som ligger på et højt plateau og har en af Miditaliens smukkeste domkirker.

Umbriske adelsvillaer

go2italy.dk har i naturskønne omgivelser omkring Perugia en række elegante og flot istandsatte "relais", ofte mindre slotte eller adelsvillaer, hvor kvaliteten er i top og der er kælet for hver en detalje. Vores "relais" har alle moderne faciliteter, men er samtidig holdt i en klassisk stil, og er renoveret med stor respekt for arkitektur og traditioner. Alle vores "relais" er desuden kendetegnet ved, at køkkenet skal være en vigtig den af oplevelsen, hvor vægten er lagt på brug af lokale råvarer til de gastronomiske udfoldelser.

Landhus eller Agriturismo

Vi har udvalgt en række landhuse og agriturismi, som repræsenterer de gode steder på landet i Umbrien. En agriturismo er ofte en større landejendom med en eller flere lejligheder eller værelser som kan lejes. I forbindelse med ejendommene er der ofte en eller anden form for produktion f.eks. olivenolie eller vin. Vi har som de tidligere år igen det flotte gods Le Coste med, hvor man enten kan leje en enkelt lejlighed i et landhus, eller er man flere sammen, kan man leje hele huset.