Pisa
Pisa var i middelalderen en af de fire stærke sø-republikker i Italien (sammen med Venezia, Genova og Amalfi). Den deraf følgende store rigdom kan i dag ses på byens Piazza dei Miracoli, med katedralen, dåbskapellet og det berømte skæve klokketårn, de tre bygningsværker som Pisa i dag er berømt for. Pisanernes magt og rigdom svandt dog snart og republikken blev opslugt af stormagten Firenze. Men Pisa er forblevet en smuk og livlig by, med bl.a. et velbesøgt universitet og en stor lufthavn.
Også i egnen omkring Pisa er der meget at se. Den store havneby Livorno blev stærkt ødelagt af bombardementer under 2. verdenskrig, men har bevaret nogle atmosfærefyldte kvarterer. Langs Arno-floden østpå mod Firenze er der flere smukke og interessante byer og mod sydøst ligger den gamle etruskiske by Volterra, der er berømt for sin alabaster-produktion og sit meget interessante etrusker-museum.


