Toscana\582x250\Cortona.jpg

På et højdedrag 650 m over havet i et af Italiens mest frodige landskaber ligger denne lille toscanske perle. Fra Cortona har man en enestående vidtstrakt udsigt over Val di Chiana med vinmarker og olivenlunde og den store Trasimenersø på den anden side af grænsen til Umbrien.

Italiens ældste by

Byen er i sig selv en oplevelse at gå rundt i, med de stejle, smalle gader og mange små pladser. Cortona er efter sigende ikke alene Toscanas, men hele Italiens ældste by, og var en af de tolv hovedbyer i det etruskiske forbund. Senere kom byen under Rom – det var i nærheden af Cortona, at Hannibal slog romerne i slaget ved Trasimenersøen i år 217 f. Kr. I 1200- og 1300-tallet var Cortona en selvstændig bystat og kom derefter under Firenze. Cortona er en gammel kulturby, der som få andre italienske byer har bevaret sit middelalderlige præg med et stort antal meget velbevarede paladser og almindelige byhuse. I dag lever Cortona af handel, bl.a. med antikviteter, og af turisme - uden at dette dog præger byen negativt. Cortona er ramme om mange tilbagevendende udstillinger og markeder og huser adskillige undervisningsog forskningsinstitutioner.

Etruskernes by

Cortonas vældige bymur stammer delvis fra etruskertiden. Lige i nærheden af byen findes desuden en del etruskiske grave. Cortona har et af Italiens mest spændende etruskermuseer, som er indrettet i byens fornemste bygning, Palazzo Casali fra 1200-tallet, oprindelig den regerende fyrstefamilies bolig. Samlingens største klenodie er en mægtig, overordentlig velbevaret olie-lysekrone.

Kunstnernes by

Cortona har fostret mange kendte kunstnere. Den bedst kendte er renæssance-maleren Luca Signorelli, hvis værker man bl.a. kan beundre i kirken San Niccolò og på Domkirkemuseet. Her findes også berømte værker af Beato Angelico, Lorenzetti og Della Gatta. Den moderne maler Gino Severini var også født i Cortona og har bl.a. efterladt en kæmpemæssig gavlmosaik og en række mosaikudsmykkede små altre på vejen mellem byen og kirken S. Margherita øverst i byen.