Lazio
Lazio er navnet på regionen omkring Rom. Det er det gamle romerske kerneland Latium, hvis befolkninger for mere end 2.500 år siden grundlagde den by der senere skulle underlægge sig det meste af den dengang kendte verden. Regionen er naturligvis stærkt domineret af storbyen Rom, men byder dog også på andre interessante byer og landskaber.
Væk fra storbyens larm
Syd for Rom ligger et lille område kaldet "Castelli Romani" omkring nogle små vulkanske søer. Her er meget smukt, og der produceres en populær hvidvin, bl.a. nær byen Frascati. I den lille by Castelgandolfo ved Lago Albano har paven sin sommerresidens, og her findes desuden en af de mest spændende golfbaner. En anden kendt by er Nemi ved søen af samme navn. Øst for Rom ligger Tivoli, hvor man kan bese Villa d'Este, en stor renæssancevilla med en fantastisk springvands-have. I nærheden findes ruinerne af kejser Hadrians landsted fra omkring år 130 e. Kr. I dag kaldes stedet "Villa Adriana" og er absolut et besøg værd.
Etruskisk land og store søer
Den nordlige del af Lazio rummer mange vidnesbyrd om etruskerne - de folk der dominerede hele Midtitalien, før romerne undertvang dem. Etruskiske gravbyer mv. finder man i bl.a. Tuscania, Tarquinia, omkring Viterbo - og nærmere Rom i Veio og Cerveteri. Området nord for Rom er ellers karakteriseret af to store og nogle små søer af vulkansk oprindelse. Nordligst ligger Lago di Bolsena med den lille by Montefiascone, hjemsted for den berømte hvidvin Est Est Est. Nærmere Rom ligger Lago di Bracciano, som er et populært udflugtsmål for nutidens romere.
Smuk natur og badestrande
Store dele af Lazio byder på smukke og særprægede landskaber, lige fra bjergene ved Rieti til lavlandet omkring Latina, og de mange badestrande med klitter på syd for Rom. De fleste turister vælger naturligt nok at koncentrere sig om regionens midtpunkt, den enestående by Rom.
go2italy.dk tilbyder, ud over en række hoteller og lejligheder i selve Rom, ophold i nærheden af Lago di Bracciano nord for byen og ved Castelgandolfo syd for den evige stad. Fra begge steder er der gode muligheder for tage på udflugt til Rom, kombineret med afslapning i mere rolige landlige omgivelser.


