Toscana\582x250\ponte_vecchio.jpg

Den toscanske hovedstad er nok den by i verden der har den største koncentration af kunsts­katte samlet på det mindste om­råde. Den gamle bilfri bydel er med sine pragtbygninger og rige kunstsamlinger ikke større end at man sagtens kan gøre den til fods. Firenze er en levende by med et stort og varieret udbud af ud­stillinger og koncerter. Der er et væld af restauranter og barer fra det enkle til det ekstravagante, og ikke mindst alt fra elegante butikker til spændende markeder, hvor det er svært ikke at blive fristet.

Renæssancens hovedstad

Firenze var i 1400-tallet et af Europas kraftcentre og en af verdens vigtigste byer. Fra denne strålende periode stammer måske den selvfølelse og stolthed der endnu i dag karakteriserer florentinerne. Firenze har stolte håndværkstraditioner og er en vigtig handelsby. Her finder man kvalitetsvarer til meget rimelige priser. Firenze er med rette berømt for sine pragtbygninger og rige kunstsamlinger. Det er dog ikke en museumsby, men en levende by med et rigt kulturliv. Udbuddet af udstillinger, koncerter, teater- og operaforestillinger er stort og varieret hele året rundt og kulminerer med en stor international musikfestival i maj/juni, Maggio musicale Fiorentino

Transport

Med bus eller taxi kommer man hurtigt og nemt rundt i byen. Derimod er det et problem at køre i egen bil, da der skal særlig tilladelse til at køre i store dele af centrum.  Firenze kan med sine mange store kunstskatte tage vejret fra de fleste. Det må derfor nok anbefales enten at afsætte god tid til at ”gøre byen” eller tage den i mindre portioner, evt. med udgangspunkt i en feriebolig på landet, hvorfra man kan tage ind med bus eller tog.

Bakkerne omkring byen

En tur op i de smukke højdedrag omkring byen hører naturligt med til et ophold i Firenze, f.eks. til den gamle etruskerby Fiesole få km nordpå. Også Fiesole har en film-, teater- og musik-festival om sommeren kaldet Estate Fiesolana. Landejendommen Fattoria di Maiano ligger i højdedragene ved Fiesole og er en glimrende løsning for den som ønsker landlig idyl væk fra storbyens kaos, men samtidig gerne vil være tæt på dens mange muligheder.